Ann Bjerg bor i Hundested i Nordvestsjælland, hvor hun arbejder fuld tid med sin keramiske kunst, der spænder fra små fabeldyr til store vaser. Ann modellerer sin keramik i hånden – det vil sige, at hun bruger ikke drejeskiver men bearbejder leret med hænderne for at give keramikken liv, overflade og udtryk, så den passer ind i din indretning. 

Personlighed i keramikken

I sin keramik søger Ann efter at få væsen og personlighed frem. Dyrene er med deres finurlige udtryk et humoristisk indslag på hylden eller i dit lille stilleben på spisebordet. Vasernes nordiske, rå udtryk passer godt ind i både en minimalistisk indretningsstil og i en mere farverig og boheme-agtig stil til store blomsterbuketter og opstillinger af tørrede blomster.  

Ann arbejder med at få lys, skygge, bevægelse, refleksion og stemning frem. I sit arbejde som keramiker undersøger og udforsker hun hele tiden mulighederne i leret. Hvor vil det hen? Hvor gennemsigtigt kan det blive? Er der lys, farve og struktur?

Til daglig har hun galleri og værksted sammen med sin mand, kunstmaler Jens Brammer, på Hundested Havn. 

Se keramikken fra Ann Bjerg i Fredensborg

I No.16 i Fredensborg kan du se den unikke keramik fra Ann Bjerg. Du kan også følge Ann Bjerg på Instagram.